Pakke nr 5 ::: installment 5

Pakke nummer 5 er nå på veg ut til de abonnenter som har kommet så langt! Jeg vet noen har vært veldig flittige, og venter på den siste blokk og monteringsanvisningen nå.

The last installement of BOM Marie Antoinette is ready for shipment now. The pattern provides instructions for placement of embellishment and buttons, but we would like to show you more photos of Wenches quilt, to give you an idea and maybe inspiration for embellishments.

Vi presenterer her noen næbilder av Wenches quilt, slik at dere kan få litt inspirasjon til hvordan blokkene kan pyntes med bånd, satengrose og knapper. Mønsteret angir hvilken pynt som skal til hvilken blokk, men det er meningen at man skal gi quilten sin helt personlige touch. Så har du bånd og knapper fra din bestemor, bruk dem!

Et kongeligt bryllup

Det tog en uge for den unge brud at rejse fra Wien, igennem Bayern til Rhinen nær Kehl, men før den unge ærkehertuginde kunne møde de franske hoffolk, der ventede på hende, var hun nødt til at gennemgå et symbolsk ritual.

Øer er det perfekte sted for brude. Maria Josefa af Sachsen, den tidligere dauphine, var blevet overdraget på selvsamme ø 23 år tidligere. Den tidligere træ pavillon fra dengang var styrtet sammen af forældelse, så i alt hast var en ny blevet rejst og velhavende borgere fra Strasbourg var blevet presset til at udlåne gobeliner og møbler, mens det lutherske universitet havde sørget for et passende podium.

På den østlige side af denne pavillon var det en østrigsk ærkehertuginde, trolovet med den franske kronprins, der trådte ind – og på den vestlige side var det en ung fransk kronprinsesse, der trådte ud, som lige havde givet afkald på alle sine forbindelser til det gamle land, inklusiv hendes tøj. Ja, selv hendes elskede hund Mops måtte hun efterlade i armene på sine østrigske tjenere.

Det var kun prins Starhemberg, der skulle ledsage Marie Antoinette helt til Versailles. Sammen med ham fortsatte hun til Compiegne skoven (ca. 40 mil nordøst fra Paris) … og endelig, efter 23 dages rejse mødte hun sin forlovede for den første gang.

Ærkehertuginde Maria Theresas franske ambassadør gav senere denne beskrivelse af hendes nye svigersøn: ”Det var som om naturen havde nægtet kronprinsen alt (han skrev faktisk Hr. Kronprins); både i hans holdning og i hans ordvalg virkede prinsens til at have en meget begrænset intelligens, han virkede meget simpel og jævn og manglede indlevelse og medfølelse.”

Der er sikkert en grad af sandhed i denne beskrivelse, men til kronprinsens forsvar må man også sige, at han aldrig havde troet, at han ville komme til at lede Frankrig. Hans bedstefar var Louis den 14., der sad på tronen i mange år. Hans forældre døde mens han var teenager og som teenager levede Louis-Auguste i skyggen af sin ældre bror, som var tronføler. Da han døde, var en af Louis-August’s største bekymring i livet om han kunne opfylde de forventninger, som hans fremtid nu krævede. Han kastede sig over studierne, især historie … og så havde han en passion for låse og låsemekanismer.

Den 16. maj 1770 blev det unge par gift på Versailles. 6 tusinde mennesker kom til reception i Spejsalen og brud og brudgom blev hyldet ved en overdådig middag i Versailles nye opera hus.

Det var ikke kærlighed ved første øjekast, men med tiden voksede kærligheden imellem det unge par.

Billedet her stamme fra Filmen "Marie Antoinette", hvor kostumedesigner Milena Canonero vandt en Oscar for "Best Achievement in Costume Design"

Her følger endnu et brev fra Marie Antoinette, som vi har skrevet med fantasi og kreativ frihed og fantasi. Vi har med base i historiske facts forsøgt at sætte os ind i, hvordan den unge Marie har haft det på sin bryllupsdag.

Onsdag 16. maj 1770

Kæreste veninde

Det havde tordnet voldsom natten til mit bryllup, men næste morgen var det igen dejligt vejr, hvilket må siges at være heldigt forde  folk, herunder en del højtstående, der skulle ud på den 3 timer lange køretur til Versailles. Der var kun adgang mod billet og der var udstedt mange officielle ordre om at dette skulle håndhæves strengt. For de højtstående var fuldt hofudstyr (grand habit du cour) absolut påkrævet. Mange af kvinderne havde været oppe ved 6-tiden om morgen for at nå at få sat deres hår op.

Jeg ankom til Versailles omkring kl. halv ti om formiddagen. Hvert eneste vindue i den store facade var fyldt med nysgerrige tilskuere. Det var på denne smukke maj morgen, at jeg fik mit første indtryk af det berømmede slot, hvor jeg formodentlig skal tilbringe resten af mine dage. Jeg kan huske at jeg missede med øjnene. Versailles varme gyldne sandsstensmure nærmest blændede og fik slottet til at gløde som var det af guld.

Jeg blev ført til mit midlertidige kvarter, nogle gemakker i underetagen, som havde tilhørt den tidligere dauphine, Maria Josefa, for dér at forberede mig til bryllupsceremonien.

Et meget ærefrygtigt øjeblik var det, da jeg blev præsenteret for de storslåede juveler, diamanter og perler som tilkom mig i egenskab af at jeg nu var Frankrigs kronprinsesse. Smykkerne havde tidligere tilhørt Maria Josefa og var ved hendes død blevet opgjort il næsten 2 millioner livres. Da der ikke var nogen eksisterende dronning af Frankrig fik jeg også et fabelagtigt halssmykke med perler, hvoraf den mindste var på størrelse med en hasselnød. Alle disse vidunderlige smykker kunne jeg nu føje til de forskellige juveler, jeg havde bragt med mig fra Wien, herunder nogle fine hvide diamanter.

Jeg fik talrige andre luksuriøse gaver, som stammede fra den franske konge, så som en vifte besat med diamanter og armsmykker med mine initialer. Der var ligeledes masser af gaver til mit følge. Under den lange ceremoni virkede min gom kold, tvær og udeltagende, men jeg tænker at han bare har været nervøs, for han dirrede af nervøsitet, da han satte ringen på min finger. Jeg kunne selv mærke nerverne, da vi skulle underskrive ægteskabskontrakten. Jeg kom til at lave en stor blækklat over det første J, da jeg skulle skrive ”Marie Antoinette Josephe Jeanne”. Det føltes uvant og fremmed at skrive ”Antoinette” frem for ”Antoine”.

Selvom det begyndte at regne senere på dagen, var alle enige om, at det havde været det fornemste kongelige bryllup, der nogensinde var blevet set.  kongen selv sagde til mig, at det skyldtes brudens fornemme byrd samt mit smukke udseende i den pragtfulde hvide silkebrokade kjole.

Bryllupsnatten var et kapitel i sig selv. Intet ceremonielt blev forsømt. Ærkebiskoppen af Reims velsignede ægtesengen og kongen selv overrakte ifølge den gældende etikette sit barnebarn natskjorten. Den unge hertuginde de Chartres hjalp mig i min, hvorefter det bemærkelsesværdige store antal mennesker bukkede og nejede … og trak sig tilbage og efterlod os alene.

Både kronprinsen og jeg kunne nærmest fysisk mærke de forventninger, der lå på vores skuldre … forventninger, der desværre ikke blev indfriet dén nat idet min kære mand blot kyssede mig forsigtigt på kinden og sagde ”Godnat min skat og sov godt”, før han vendte sig og faldt i søvn med ryggen til mig.”

Selvom jeg umiddelbart var glad og letter over bare at kunne trække dynen op over næsten og falde i søvn efter en lang og anstrengende nat, håber jeg ikke, at dette vil blive historien fremover med vores ægteskabelige samliv.

Ærbødigst

Din Antoinnette

It took a week for the young bride to travel from Vienna, through Bavaria, to the Rhine near Kehl. Across the river was France, and the town of Strasbourg. But before the Austrian archduchess could meet the French courtiers waiting for her, she needed to complete a symbolic ritual.

On an island in the middle of the Rhine, a wooden pavilion had been built. Islands are in fact perfect places for brides. Maria Josefa of Sachsen, the previous dauphine, had been given away on the exact same location, 23 years earlier. The wooden pavilion from that ceremony had collapsed of old age, so in all hast a new was made og wealth people of Strasbourg had been persuaded to deliver tapestries and furniture, and the Lutheran university had arranged for a suitable podium.

 Entering that building from the eastern side was an Austrian archduchess, betrothed to the dauphin of France. Leaving it, on the west side, was a young woman who had just stripped away all connections to her own country -  including her clothes. Yes, even her beloved dog Mops had to be abandoned and left in the arms of her Austrian servants. Madame Antoine entered the pavilion; Le dauphine Marie Antoinette excited it.

With her entourage, Marie Antoinette - now the dauphine - continued to Compiegne (about forty miles northeas of Paris). There, after travelling twenty-three days, she met her fiancé for the first time.

Marie Theresa’s ambassador to France gave the empress a description of her new son-in-law. It was not flattering:

“Nature seems to have denied everything to Monsieur le dauphin. In his bearing and words, the prince displays a very limited amount of sense, great plainness and no sensitivity.”

In fairness, the future king never expected he would rule France. His grandfather was the long-reigning Louis XV. His parents died before he was a teenager and, while a young boy, Marie Antoinettes future husband Louis-Auguste lived in the shadow of his older brother. After the heir-to-throne also died, the new dauphin worried whether he could fulfil the expectations his future now demanded. Throwing himself into his studies, especially history, he also indulged his passion for making locks.

On May 16, 1770, the young couple was married at Versailles. Six thousand people attended a reception in the Hall of Mirrors, and a lavish wedding dinner honoured the bride and groom at Versailles’ new Opera House.

You can’t say that it was love at first sight, but in time the young couple’s love for each other grew.

Here’s another letter from Marie Antoinette. The letter is written by us, it has it’s offspring in historical facts, but have been written with fantasy and in creative freedom. We have tried to imagine how the young Marie must have felt on her wedding day.

Wednesday May 16th 1770

Dearest friend 

There had been a violent thunderstorm on the night before my wedding, but the next morning the weather had cleared and it was a lovely day, which was lucky as a lot of wedding guests had to drive 3 hours to reach Versailles. Admittance was only possible with tickets and there were strict official orders of not letting anyone in without. For those of high rank it was dictated to wear the grand habit du court, and a lot of the women had been up at six o’clock so that they had time enough for their makeup and hair. 

I arrived to Versailles about half past ten in the morning. Every window in the great facade was filled with nosey spectators. It was on this beautiful May morning I got my first impression of the famous castle, where I’m supposedly have to spend the rest of my life. I remember that I had to shut my eyes. The warm, golden limestone walls almost blinded me and made the chateau glow as it was made of gold. I was taken to my intermediate quarters, some chambers in the lower stock, which had previous belonged to the dauphine Maria Josefa. There I should prepare myself for the wedding ceremony. 

It was an awe-inspiring moment when they introduced me for the grand jewels, diamonds and pearls which were mine now, in my capacity of the crown princess, la dauphine, of France. The jewelry previous belonged to Maria Josefa and their value had after her dead been estimated to about 2 million livres. Since there was no Queen of France at present time I also got a fabulous pearl necklace. The smallest pearl was at a size of a hazelnut. All these wonderful jewels could now been added to my selection of jewels brought from Vienna. 

I received numerous other luxurious gifts from the French king, as fx a fan fitted with diamonds and arm rings with my initials. Also my entourage got lots of presents. During the long ceremony my future husband seemed cold, annoyed and unattached, but I thought that he was maybe just nervous, because his hands shook, when he placed the ring on my finger. I could feel the nerves myself, when we signed the marriage contract. I my accident made a large ink stain over the initial J, when I was signing myself as “Marie Antoinette Josephe Jeanne”. It felt strange and unaccustomed to write “Antoinette” instead of “Antoine”. 

Even if it started to rain later that day, everyone agreed that it had been the most distinguished royal wedding ever seen. The king said to me that this was because of the bride’s noble decent and my beautiful appearance in the wonderful white silk brocade. 

The wedding night was a chapter for itself.  Nothing was neglected, ceremonial wise. The Archbishop blessed the conjugal bed and according to etiquette it was the king himself who presented the nightshirt to his grandchild. The young duchess de Chartres helped me in mine, whereupon the remarkable great number of people present bowed … and retired and left us alone. 

Both the crown prince and I could almost physically feel the expectations resting on our shoulders … expectations which unfortunately was not meet that night, as my dear husband only kissed me carefully on the cheek and said: “Goodnight dear and sleep tight”, before he turned away and fell asleep. 

Even though I immediately felt happy and relieved just to be able to draw the covers up under my nose and fall asleep after a long and stressful day, I don’t hope that this will be the story of our marital relations in the time to come.   

yours faithfully

 Antoine

Maries Brudefærd/ The Wedding Procession

Marie Antoinette, eller Madame Antoine, som hun blev kaldt i Østrig, elskede musik og dans. Hendes favorit instrument var harpen og hun kunne selv spille. Det habsburske hof var – i sammenligning med det øvrige Europas hof – meget familiært og uhøjtideligt, og da Marie Antoinette var den yngste ud af en kæmpe børneflok, var man ret afslappet overfor opdragelsen af hende.

Billedet viser den østrigske kejserfamilie (det er Marie med dukken) og er lånt herfra

Det var derfor stort set lykkedes Antoine at undgå skolegang og uddannelse … andet end i dans og musik. Hun var bl.a. i en periode blevet undervist af et par franske skuespillere fra en teatertrup. Antoine skrev meget langsomt og læste nødigt og havde desuden svært ved at koncentrere sig og var umådelig nysgerrig. Noget der for øvrigt prægede også hendes liv som voksen og gav hende ry som værende mindre intelligent, hvilket er langt fra sandt, men det siges at hun i samtale hoppede som en græshoppe.

Dette skulle være et barndomsbillede af Marie Antoinette (alder ukendt), lånt herfra

Da en mulig trolovelse med Frankrigs kommende konge var tæt på at være en realitet, stod det klart at en mere respektabel lærer til den unge ærkehertuginde var påkrævet. Det førte til ansættelsen af abbede de Vermond, som ankom i efteråret 1768. På daværende tidspunkt kunne Antoine, netop fyldt 13 år, hverken læse eller skrive et ordentligt fransk, endsige tysk. Hendes franske talesprog var nødtørftigt og fuld af tyske gloser og sætningskonstruktioner, men man formodede at dette ville bedre sig så snart hun var omgivet af franskmænd og ikke længere kunne høre tysk. Men, allerede et år efter Vermonds ankomst talte Antoine et ubesværet fransk, skønt hun stadig havde en tysk accent. Fransk historie udgjorde et større problem – og hun kendte knapt sit eget lands historie.

Det talte dog på plussiden at den østrigske ærkehertuginde - dog klein af størrelse - var et umådeligt yndigt barn,  skønt hendes yndlingssøster Maria Carolina (den senere dronning af Napoli) efter sigende generelt gik for at være den kønneste af de to.

Marie som 13-årig, hentet herfra

Her følger endnu et brev fra Antoine (der snart skulle blive til Marie Antoinette), skrevet undervejs på hendes brudefærd til Frankrig i april 1770

April 1770

Kæreste veninde

Jeg sidder her i min vogn på vej til Frankrig og min kommende skæbne i Frankrigs land. Jeg er holdt op med at hulke og strække hals ud af vinduet … for alle dem og alt det jeg kender og elsker, er ikke længere at se.

Jeg rejser nu mod mit nye fædreland, ikke længere som østrigsk hertuginde men som fransk dauphine idet jeg med hånden på biblen har måtte give afkald på de østrigske arvelande og Lorraine. Jeg rejser desuden heller ikke som det barn, jeg har været idet jeg den 7. februar 1770 ”blev kvinde”, hvilket min moder kejserinden ilede med at fortælle den franske ambassadør. Det glædede kejserinden usigeligt idet jeg nu kan blive mor til et barn med det kejserlige østrigske blod i årerne.

Det er en stor procession; hele 57 vogne, 376 heste (og yderligere 20.000 friske heste posteret langs med ruten), 132 standspersoner og lige så mange læger, frisører, kokke, bagere, smede og en skrædder til at tage sig af reparationer. Rejsen vil komme til at vare et par uger og det vil blive lange dage – helt op til 9 timer af gangen i min vogn af fløjl og guld.

Da vi passerede Schönbrunn, slottet der som intet andet er essensen af min lykkelige barndom, blæste postillonerne i deres horn. De hilste min fortid som østrigsk ærkehertuginde og min fremtid som fransk dauphine. Da rendte mine øjne igen over af tårer og jeg måtte opgive at kigge ud på det smukke landskab en rum tid. Min moders sidste ord på denne kølige forårs morgen lød i mine ører igen og igen: ”Farvel da mit kæreste barn. En stor afstand vil skille os … Gør det franske folk så meget godt, at de kan sige, at jeg har sendt dem en engel”. Jeg vil erindre min moders sidste ord til mig og forsøge at leve op til hendes store forhåbninger til mig.

Jeg har jo længe vidst, at denne dag uundgåeligt ville komme. Markis de Durfort havde foretaget den formelle henvendelse ang. trolovelse den 6. juni 1769. I tiden herefter tilbragte jeg megen tid med min kære moder. Det var som om at hun ville udnytte vores sidste tid sammen til det yderste. Vi var på en fælles pilgrimsfærd til Mariazell i det nordelige Steiermark i august 1769 for at symbolisere Huset Habsburgs særlige hengivenhed for Jomfruen, der har givet os begge vores fornavne til hendes ære.

April måned begyndte for mig med et langt spirituelt refugium med et program fyldt med bøn og eftertanke og hele denne måned har jeg skulle overnatte i min moders gemakker, indhyllet i sort fløjl. Det har været som om min moder har søgt at råde bod på tidligere tiders forsømmelse og ville have mig så tæt på som muligt. Selv om natten har hun ikke ville slippe min hånd.

Selve brylluppet fandt sted den 19. april i Augustinerkirken, naturligvis ved stedfortræder, hvilket er en hel almindelig fremgang, når der er tale om en prinsesses giftemål med en udlænding. Det var min ugifte storebroder ærkehertug Ferdinand, der fungere som stedfortræder. Selve overdragelsen af mig til det franske hof, skal ske på en ø i Rhinen ikke langt fra Kehl, hvorefter jeg straks skal sige farvel til mit østrigske følge. Kun prins Starhemberg skal følge mig helt til Versailles.

Med en blanding af vemod og spænding

Ærbødigst din Antoine

Marie Antoinette, or Madame Antoine, as she was know as in Austria, loved music and dancing. Her favourite instrument was the harp and she could play it herself. The life at The House of Habsburg was – in comparison with other courts in Europe – extremely free and easy, and as Marie Antoinette was the youngest of a gigant family of children, the upbringing of her was pretty relaxed.

This is how she more or less avoided school and education … other than dancing and music lessons. For a period Marie had been taught by a couple of French actors from a travelling theatre company. Marie was a slow writer, she didn’t like to read and in addition she had a hard time concentrating. This also left its mark on her live as an adult and gave her the reputation as being less intelligent, which is far from the truth as can be, men she is know to “hop like a grasshopper in conversation”.

When a possible betrothal with the future king of France was close to reality, it was clear that a more respectable teacher was needed for Marie. This lead to the hiring of Abbot de Vermond, who arrived in the fall of 1768. At that time Marie, who was just turned 13, couldn’t read or write a proper French, nor German. Her spoken French was scanty and full of German phrases and clauses, but it was assumed that this would be better as soon as she was surrounded by Frenchmen and not longer able to hear the German language. But, already a year after Vermond’s arrival Antoine spoke a effortless French, although she still remained to have a German accent. French history was a  larger problem – and she barely knew her own country’s history.

The following is a letter from Marie, written in her coach in the wedding procession on the way to France in April 1770.

April 1770

My Dearest friend

I’m in my coach on the way to France and my future destiny. I’ve stopped crying and stretching out of the window … all I know and love is no longer to be seen.

I’m travelling towards my new country, not longer as an Austrian archduchess but as a French dauphine. With my hand on the bible I have resigned Austria and Lorraine. Nor am I travelling as the child I used to be as I on February 7^th have “become a woman”, which my mother the Empress rushed to tell the French ambassador. She was thrilled because now I can conceive a child with Austrian blood in its veins.

It’s a large procession; 57 coaches, 376 horses (and furthermore 20.000 fresh horses posted along the route), 132 persons of rank and as many doctors, hairdressers, chefs, bakers, black smiths and a tailor to take care of mending the clothes. The journey will last a couple of weeks and it will be long days – up to 9 hours at a time in my coach of velvet and gold.

When we passed Schönbrunn, the castle which like no other is the essence of my happy childhood, the postillions blew their horns. The saluted my past as a Austrian archduchess and my future as a French dauphine. Then my eyes ran over with tears again and I had to stop looking at the beautiful countryside for a while. My mother´s last words on this cool spring morning sounded in my ears again and again: ”Goodbye my dearest child. A large distance will separate us … Do the French people so much good, that the can say that I sent them an angle”. I will remember my mother’s words and try to live up to her expectations.

I have known for a long time that this day would inevitable come. Markis de Durfort had made the formal request of betrothal on June 6^th 1769. In the time hereafter I had spend a lot of time with my mother. It was as if she was exploiting our last time together to the outmost. We went on a pilgrimage to Mariazell in the north of Steiermark in August 1769 to symbolize The House of Habsburg’s special devotion for The Virgin, who has given us both our names in her honour. 

April started for me with a long spiritual retreat and a program full of prayers and thought, and this entire month I have spend the nights in my mother’s chambers, wrapped in black velvet. It has felt as if my mother has sought to make a remedy for years of neglect. She has wanted me as close as possible. Even at night she didn’t let go of my hand.

The actual wedding took place on April 19th in Augustiner Kirche, of course by substitute, which is normal procedure when a princess is marrying a foreigner. My older unmarried brother Archduke Ferdinand acted as Louis’ substitute. The official “handover” of me to The French court will take place on an island on the Rhine, not far from Kehl, and immediately hereafter I will have to say goodbye to my Austrian entourage. Only prince  

Starhemberg will escort me all the way to Versailles.

With a mixture of melancholy and excitement

yours faithfully Antoine

Marie in show

Marie Antoinette-teppet ble vist fram hos Trondheim Quiltelag forrige onsdag!
Her er et foto fra møtet:

Brev fra/ Letters from Marie Antoinette

Brevene fra Marie Antoinette har ankommet, og ligger her klar til pakking!
Det ser lekkert ut, ikke sant?
The letters from Marie Antoinette have arrived, and are ready to be wrapped.
Looks nice, doesn't it?

En lille ærkehertuginde er født/ A petit Archduchess is born

Kæreste veninde,

Jeg tror aldrig, jeg har fortalt dig om min tilkomst til denne verden?

Min moder ærkehertuginde Maria Theresia tilbragte hele den 2. november 1755 i barselssengen. Da dette var hendes 15. barnefødsel og hun derfor ikke betragtede det som nogen stor nyhed – og for øvrigt selv ofte udtalte ”mine undersåtter er mine første børn” – arbejdede hun dagen lang med sine papirer. Endelig omkring kl. halv ni om aftenen, fødte hun en mig, en lille pige. 

Bekendtgørelsen blev foretaget af min fader kejser Frans Stefan i spejlsalen. Min moder som på mange måder var en foregangskvinde på hendes tid havde beslutsomt gjort en ende på den praksis, der var de kongelige vordende mødre så vederstyggelige (men som stadig praktiseres mange steder, også ved det franske hof i Versailles), ifølge hvilken hoffolkene er til stede i barselsstuen. Først efter 4 dage efter fik hofdamerne lov til at tilse den lille og kysse kejserinden. Det siges at kejserinden aldrig har set så godt ud før … og man kan kun gætte på om det var min ringe størrelse eller den terapeutiske virkning af ro til arbejdet med papirerne, der havde gjort sin virkning.

Min moder var da 38 år gammel og havde igennem sit næsten 20 årige ægteskab produceret 4 ærkehertuger foruden 10 ærkehertuginder, så der har ikke været noget påtrængende pres på hende for at føde en 5. søn – og hun troede selv så fuldt og fast på at hun ventede endnu en datter, at hun væddede med en af sine hoffolk, grev Dietrichstein.

Da det selvfølgelig var utænkeligt at kejserinden selv skulle amme og dermed ødelægge formen på sin barm, blev det nyfødte barn straks overdraget til en officiel amme, Constance Weber, hustru til en dommer. Det siges i øvrigt om min moder ærkehertuginden at hun er særdeles stærkt optaget af den ægteskabelige dobbeltseng og undfangelsen – om end ikke pasningen – af de stadig flere børn. ”Umættelig i spørgsmålet om børn”, kalder hun det selv.

Barnedåben fandt sted ved middagstid den 3. november, med fraværelse af min moder, der fik lov at komme sig oven på strabadserne. Dåben foregik i Augustinerbrødrenes kirke, som er den kirke hoffet traditionelt benytter og blev forestået af ærkebiskoppen. Hele 2 fester blev beordret; en stor gallafest på selve dagen for dåben og en mindre fest dagen efter.

Jeg, barnet til hvis ære disse festligheder blev afholdt, fik navnene Maria Antonia Josefa Joanna. Fornavnet Maria er fast kutyme for alle habsburgske prinsesser og alle mine 8 søstre og min moder deler da også det samme hellige fornavn. Min ”wienerische” moder ynder at taler fransk – om end hun gør det med en kraftig tysk accent – og min fader kejser Frans Stefan taler udelukkende fransk, da han aldrig har ulejliget sig med at lære tysk … og således blev lille Maria Antonia såvel i familien som i bredere kredse hurtigt blive forvandlet til det franske Antoine.

Jeg blev født på et tidspunkt, hvor min mors pragt og magt var på sit højdepunkt. Kejserinden var ikke blot beundret i udlandet, men også yderst populær blandt sine undersåtter. I 1755 herskede der fred i landet og en række indenrigsreformer var gennemført takke være min moders Kansler, Haugwitz. 6 måneder efter min fødsel satte en radikal ændring af de nationale alliancer i Europa en stopper for denne fredelige periode. Ved Versailles-traktaten, som blev underskrevet den 1. maj 1756, sluttede Østrig sig til sin traditionelle fjende Frankrig i en forsvarspagt vendt mod Preussen. Hvis et af de to lande blev angrebet, ville det andet komme til undsætning med en hær, der var fastsat til at være 24.000 mand stærk. Ingen kunne da vide at ingen anden enkelbegivenhed i min barndom skulle få så vidtrækkende betydning for den måde mit liv ville forme sig på som denne alliance, der blev indgået, mens jeg endnu lå i min vugge.

De ærbødigste hilsener,

Antoine

My dearest friend,

I don’t think I ever told you the story of my way into this world?

My mother the Archduchess of Austria, Maria Theresia, spent the entire day of November the 2^nd 1755 in her child bed. As this was her 15^th childbirth and alas not a big event for her – she has even said herself that “the people of Austria, my subjects are my firstborn children” - she continued working on her papers all day long. Finally at half past eight in the evening another baby girl was born.

The announcement of my birth was done by my father the Emperor Franz Stefan in the hall of mirrors. My mother who in many ways was considered a prominent figure of her time had decided to put an end to the practice of having the Royal Household present during childbirth. A practice which most of the European princesses and queens loathed from a pure heart, but also a practice which was still the tradition most places, also at the French Court of Versailles. Four days went before the ladies in waiting were allowed to attend to the baby and kiss the Archduchess. It is said that never has my mother looked so good … and you can only guess if it was the nature of my petite seize or the therapeutic effect of piece and quiet and the time she had spent working on her papers which had done it’s wonders.

My mother, at that time 38 years old, had through her nearly 20 year old marriage produced 4 Archdukes and 10 Archduchesses, so there has been no pressure upon her to produce a fifth son – and se herself believed that she was expecting another daughter. She was so convinced about this, that she betted on it with on of her courtiers, Count Dietrichstein.

Of course it was unheard of that the Archduchess herself should breastfeed and ruin her figure, so the newborn was immediately handed over to an official nanny, Constance Weber, a wife of a judge. It is actually said about my mother that she is strongly preoccupied with the conjugal bed and the procreation of children – but not as interested in taking care of the still growing family. “Insatiable in the question of children”, she called it herself.

The christening was at midday on November the 3rd, with the exception of my mother who was allowed to rest after the hardships of labour.  It took place in Augustiner Kirche, which is the church used by the

Austrian Court

and was conducted by the Archbishop. Two parties were announced; a large Galla ball on the day of the christening and a smaller party the day after. 

I, the child in which honour all the festivity were held, were given the names Maria Antonia Josefa Joanna. It is the custom that the first name, Maria, is given to all daughters of the House of Habsburg and I share this holy name with my 8 sisters and my mother. My “wienerische” mother prefer to speak French – with a thick German accent, though – and my father the Emperor only speaks French as he never bothered to learn German … and that’s how the little Maria Antonia became know as the French Antoine, both within the family but also in wider circles.

I was born at a time where my mother’s glory and power were at its highest. The Archduchess was admired not only abroad but also extremely popular among her subjects. In 1755 there peace ruled the country and a number of reforms had been made in Austria, thanks to my mother’s chancellor, Haugwitz. Six months after the birth of me a series of radical changes of the national’s alliances in Europe ended these peaceful times. At the Versailles treaty signed the 1^st of May 1756, Australia went into alliance with its former enemy, France, and made a pact against Prussia. The meaning of this pact was that if one of the two countries were attacked, the other would come to the rescue with a vast army of more than 24.000 soldiers. No one could know then that no other single event in my childhood would have that immense impact on the turn of my life than this alliance, which was settled while I was still in my cradle.

Yours truly,

Antoine

Marie Antoinette inspiration & research

Forberedelserne til denne BOM har været som en rejse for os. Den har taget et par år, fra den første idé om et fælles Marie Antoinette projekt meldte sig, til vi nu er så langt, at vi har kunne præsentere et færdigt produkt. Der er gået mange tanker i projektet ... og mange mails frem og tilbage imellem Danmark og Norge. Der er blevet studeret gamle malerier, Versailles interiør og dekoration og tidstypiske Rokoko stil. På en togtur imellem imellem Steinkjer og Trondheim blev de første spæde skitser til, og vi snakkede om, hvilke motiver, der ville være typiske for en fransk dronning. Sidste år ved denne tid mødtes vi igen i Oslo og blev enige om at sætte i gang for alvor. Det har været noget af en rejse … og nu inviterer vi jer om at rejse til fordums tider med os og svælge i motiverne, farverne og den luksus, som man kunne finde ved det franske hof i 1700-tallet.

Marie Antoinettes historie bliver fortalt med hendes egen stemme i de breve, der følger med i BOM-pakkerne … men da vi kunne mærke, at vi slet ikke var færdige med at fortælle, besluttede vi os for at oprette denne blog, som en ekstra ”sidegevinst” … ikke bare for de som deltager i projektet, men for alle, der har interesse for Marie Antoinette. En del af inspirationen til Marie's breve, stammer fra Antonia Fraser's bog "Marie Antoinette, rejsen".

Inden længe kommer den første lille hilsen fra Marie …

The preparations for this BOM have been like a journey for us. It has been a yearlong journey from the first initial idea about a joined Marie Antoinette project first appeared since we have come as far as to be able to present you, our customers, for this new project. Many thought have gone into this project … and there have been a lively mail contact between Denmark and Norway. We have studied old paintings, the interiors of the castle Versailles and typical Rococo design features.
On a train trip between Wenche’s home in Steinkjer and the city of Trondheim the first raw sketches were drawn and we talked about what we though would be typical motifs for a project about the French queen. Last year in February we met up in Oslo and agree to get this project on the move. It has been some journey … and now we invite you to travel to a bygone era with us and indulge in the motifs, colours and luxury of the French court in the1700 century.

The story of Marie Antoinette is told in her own voice in the letters included in the BOM-packages … but since we felt that there were more stories to tell, we decided to start this blog as an extra treat … not only for the BOM-participants, but for every one with an interest in Marie Antoinette. Part of the inspiration for these letters comes from the book by Antonia Fraser's book "Marie Antoinette, the journey".

Within a short time you will get the first letter from Marie … so stay tuned.