Marie Antoinette, eller Madame Antoine, som hun blev kaldt i Østrig, elskede musik og dans. Hendes favorit instrument var harpen og hun kunne selv spille. Det habsburske hof var – i sammenligning med det øvrige Europas hof – meget familiært og uhøjtideligt, og da Marie Antoinette var den yngste ud af en kæmpe børneflok, var man ret afslappet overfor opdragelsen af hende.
Billedet viser den østrigske kejserfamilie (det er Marie med dukken) og er lånt herfra
Det var derfor stort set lykkedes Antoine at undgå skolegang og uddannelse … andet end i dans og musik. Hun var bl.a. i en periode blevet undervist af et par franske skuespillere fra en teatertrup. Antoine skrev meget langsomt og læste nødigt og havde desuden svært ved at koncentrere sig og var umådelig nysgerrig. Noget der for øvrigt prægede også hendes liv som voksen og gav hende ry som værende mindre intelligent, hvilket er langt fra sandt, men det siges at hun i samtale hoppede som en græshoppe.
Dette skulle være et barndomsbillede af Marie Antoinette (alder ukendt), lånt herfra
Da en mulig trolovelse med Frankrigs kommende konge var tæt på at være en realitet, stod det klart at en mere respektabel lærer til den unge ærkehertuginde var påkrævet. Det førte til ansættelsen af abbede de Vermond, som ankom i efteråret 1768. På daværende tidspunkt kunne Antoine, netop fyldt 13 år, hverken læse eller skrive et ordentligt fransk, endsige tysk. Hendes franske talesprog var nødtørftigt og fuld af tyske gloser og sætningskonstruktioner, men man formodede at dette ville bedre sig så snart hun var omgivet af franskmænd og ikke længere kunne høre tysk. Men, allerede et år efter Vermonds ankomst talte Antoine et ubesværet fransk, skønt hun stadig havde en tysk accent. Fransk historie udgjorde et større problem – og hun kendte knapt sit eget lands historie.
Det talte dog på plussiden at den østrigske ærkehertuginde - dog klein af størrelse - var et umådeligt yndigt barn, skønt hendes yndlingssøster Maria Carolina (den senere dronning af Napoli) efter sigende generelt gik for at være den kønneste af de to.
Marie som 13-årig, hentet herfra
Her følger endnu et brev fra Antoine (der snart skulle blive til Marie Antoinette), skrevet undervejs på hendes brudefærd til Frankrig i april 1770
April 1770
Kæreste veninde
Jeg sidder her i min vogn på vej til Frankrig og min kommende skæbne i Frankrigs land. Jeg er holdt op med at hulke og strække hals ud af vinduet … for alle dem og alt det jeg kender og elsker, er ikke længere at se.
Jeg rejser nu mod mit nye fædreland, ikke længere som østrigsk hertuginde men som fransk dauphine idet jeg med hånden på biblen har måtte give afkald på de østrigske arvelande og Lorraine. Jeg rejser desuden heller ikke som det barn, jeg har været idet jeg den 7. februar 1770 ”blev kvinde”, hvilket min moder kejserinden ilede med at fortælle den franske ambassadør. Det glædede kejserinden usigeligt idet jeg nu kan blive mor til et barn med det kejserlige østrigske blod i årerne.
Det er en stor procession; hele 57 vogne, 376 heste (og yderligere 20.000 friske heste posteret langs med ruten), 132 standspersoner og lige så mange læger, frisører, kokke, bagere, smede og en skrædder til at tage sig af reparationer. Rejsen vil komme til at vare et par uger og det vil blive lange dage – helt op til 9 timer af gangen i min vogn af fløjl og guld.
Da vi passerede Schönbrunn, slottet der som intet andet er essensen af min lykkelige barndom, blæste postillonerne i deres horn. De hilste min fortid som østrigsk ærkehertuginde og min fremtid som fransk dauphine. Da rendte mine øjne igen over af tårer og jeg måtte opgive at kigge ud på det smukke landskab en rum tid. Min moders sidste ord på denne kølige forårs morgen lød i mine ører igen og igen: ”Farvel da mit kæreste barn. En stor afstand vil skille os … Gør det franske folk så meget godt, at de kan sige, at jeg har sendt dem en engel”. Jeg vil erindre min moders sidste ord til mig og forsøge at leve op til hendes store forhåbninger til mig.
Jeg har jo længe vidst, at denne dag uundgåeligt ville komme. Markis de Durfort havde foretaget den formelle henvendelse ang. trolovelse den 6. juni 1769. I tiden herefter tilbragte jeg megen tid med min kære moder. Det var som om at hun ville udnytte vores sidste tid sammen til det yderste. Vi var på en fælles pilgrimsfærd til Mariazell i det nordelige Steiermark i august 1769 for at symbolisere Huset Habsburgs særlige hengivenhed for Jomfruen, der har givet os begge vores fornavne til hendes ære.
April måned begyndte for mig med et langt spirituelt refugium med et program fyldt med bøn og eftertanke og hele denne måned har jeg skulle overnatte i min moders gemakker, indhyllet i sort fløjl. Det har været som om min moder har søgt at råde bod på tidligere tiders forsømmelse og ville have mig så tæt på som muligt. Selv om natten har hun ikke ville slippe min hånd.
Selve brylluppet fandt sted den 19. april i Augustinerkirken, naturligvis ved stedfortræder, hvilket er en hel almindelig fremgang, når der er tale om en prinsesses giftemål med en udlænding. Det var min ugifte storebroder ærkehertug Ferdinand, der fungere som stedfortræder. Selve overdragelsen af mig til det franske hof, skal ske på en ø i Rhinen ikke langt fra Kehl, hvorefter jeg straks skal sige farvel til mit østrigske følge. Kun prins Starhemberg skal følge mig helt til Versailles.
Med en blanding af vemod og spænding
Ærbødigst din Antoine
Marie Antoinette, or Madame Antoine, as she was know as in Austria Europe – extremely free and easy, and as Marie Antoinette was the youngest of a gigant family of children, the upbringing of her was pretty relaxed.
This is how she more or less avoided school and education … other than dancing and music lessons. For a period Marie had been taught by a couple of French actors from a travelling theatre company. Marie was a slow writer, she didn’t like to read and in addition she had a hard time concentrating. This also left its mark on her live as an adult and gave her the reputation as being less intelligent, which is far from the truth as can be, men she is know to “hop like a grasshopper in conversation”.
When a possible betrothal with the future king of France
The following is a letter from Marie, written in her coach in the wedding procession on the way to France
April 1770
My Dearest friend
I’m in my coach on the way to France
I’m travelling towards my new country, not longer as an Austrian archduchess but as a French dauphine. With my hand on the bible I have resigned Austria and Lorraine
It’s a large procession; 57 coaches, 376 horses (and furthermore 20.000 fresh horses posted along the route), 132 persons of rank and as many doctors, hairdressers, chefs, bakers, black smiths and a tailor to take care of mending the clothes. The journey will last a couple of weeks and it will be long days – up to 9 hours at a time in my coach of velvet and gold.
When we passed Schönbrunn, the castle which like no other is the essence of my happy childhood, the postillions blew their horns. The saluted my past as a Austrian archduchess and my future as a French dauphine. Then my eyes ran over with tears again and I had to stop looking at the beautiful countryside for a while. My mother´s last words on this cool spring morning sounded in my ears again and again: ”Goodbye my dearest child. A large distance will separate us … Do the French people so much good, that the can say that I sent them an angle”. I will remember my mother’s words and try to live up to her expectations.
I have known for a long time that this day would inevitable come. Markis de Durfort had made the formal request of betrothal on June 6th 1769. In the time hereafter I had spend a lot of time with my mother. It was as if she was exploiting our last time together to the outmost. We went on a pilgrimage to Mariazell in the north of Steiermark in August 1769 to symbolize The House of Habsburg’s special devotion for The Virgin, who has given us both our names in her honour.
April started for me with a long spiritual retreat and a program full of prayers and thought, and this entire month I have spend the nights in my mother’s chambers, wrapped in black velvet. It has felt as if my mother has sought to make a remedy for years of neglect. She has wanted me as close as possible. Even at night she didn’t let go of my hand.
The actual wedding took place on April 19th in Augustiner Kirche, of course by substitute, which is normal procedure when a princess is marrying a foreigner. My older unmarried brother Archduke Ferdinand acted as Louis’ substitute. The official “handover” of me to The French court will take place on an island on the Rhine , not far from Kehl, and immediately hereafter I will have to say goodbye to my Austrian entourage. Only prince
Starhemberg will escort me all the way to Versailles
With a mixture of melancholy and excitement
yours faithfully Antoine
